Hvad repræsenterer den?
Hovedlinjen repræsenterer dine tanker, den mentale del af dig, og det mere rationelle og logiske, eller overordnet set hvordan du tænker.
Om vi kigger i din højre hånd eller den venstre hånd, er hovedlinjen repræsentant for det mentale, men på forskellige områder, ligesom det er tilfældet med hjertelinjen. Hvis du er højrehåndet, og vi kigger på din højre hovedlinje, er det måden du tænker på i arbejdsmæssige sammenhænge, hvor den venstre hovedlinje repræsenterer den private tankegang. På den måde kan hovedlinjen se meget forskellig ud og være kort, lang, lige eller buet. Det er også helt normalt at have forskellige hovedlinjer i hænderne.
Hvor ligger den?
Hovedlinjen eller mentallinjen, som nogle også kalder den, finder du i midten af hånden, og den starter ofte samme sted som din livslinje, der løber i en bue rundt om tommelfingeren. Den starter mellem tommel- og pegefinger og løber over mod håndkantssiden.
Hvordan er du som person?
I nogle hænder er der et stort mellemrum mellem hovedlinjen og livslinjen, som gør, at de aldrig mødes. Ser linjerne i dine hænder sådan ud, er du sikkert meget impulsiv og kan have tendens til at være utålmodig. Din hovedlinje kan også være meget lang og lige, så det nærmest ligner, at linjen er blevet skåret ned i hånden. Det kan betyde, at du tænker meget hurtigt og kan blive helt irriteret, hvis andre folk ikke kan følge med.
Hvis din hovedlinje er meget lige, er du mest til tal og analyser, hvorimod den buede hovedlinje, der har retning ned mod håndkantssiden og månebjerget giver en mere fantasifuld og kreativ tankegang.
Mange clairvoyante har en meget buet hovedlinje, men det er bestemt ikke et krav for at være clairvoyant, at man har sådan en hovedlinje. Nogle har også haft en buet hovedlinje til at starte med, men har lært at lukke af og så har hovedlinjen enten bygget et nyt stykke på, som et låg for underbevidstheden og intuitionen eller hovedlinjen kan have rettet sig mere ud med årene.
Hvad afslører den?
Når der er øer på hovedlinjen, kan det være tegn på migræne eller et problemområde, som du virkelig grubler over for tiden, hvis øens placering på linjen svarer til, hvor du er nu i livet. Øer er små hulrum på linjen, som kan ligne kædeled og være mere eller mindre mandelformede.
Hvordan du lever dit liv, kan man ikke så godt se på hovedlinjen, der er det mere livslinjen, vi skal have fat i.
Mange tak fordi du læser med og skriv endelig, hvis du har spørgsmål til noget!
Comments